Mål og indhold
Følgende principper gælder for fritidspædagogikken i KKFO’er i Københavns Kommune:
- KKFO’erne i Københavns Kommune skal tilbyde børn et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel, sundhed, udvikling, leg og læring
- KKFO’erne skal sikre, at alle børn er en del af et stærkt og forpligtende børnefællesskab, hvor børnenes mulighed for selvbestemmelse kan udfolde sig. Ved at få medbestemmelse skal børnene tage medansvar og udvikle forståelse for demokrati
- KKFO’erne skal give børn mulighed for at indgå i tætte og gode relationer til professionelle voksne
- KKFO’erne skal fremme børns sproglige, æstetiske og kropslige udtryksformer, deres sundhed og kendskab til naturen
- Det pædagogiske arbejde i KKFO’er tager udgangspunkt i det brede læringssyn, hvor læring drejer sig om tilegnelse af viden, dannelse og færdigheder, samt udvikling af sociale kompetencer, livslæring, leg og livsduelighed. Udgangspunktet er, at læring sker gennem leg, relationer, planlagte og spontane aktiviteter og ved at blive udfordret i en tryg ramme
- Leg, dannelse og læring sker i børnefællesskaber, som det pædagogiske personale fastsætter rammerne for. Legen har en værdi i sig selv – både som en aktivitet, men også som en måde at være i verden på. Den pædagogiske praksis i KKFO’erne skal være præget af en legende, eksperimenterende og undersøgende tilgang, hvor der tages afsæt i børnenes interesser og perspektiv, uanset om der er tale om rutiner, planlagte eller spontane, voksen- eller børneinitierede aktiviteter. Målet er, at der er en ligelig fordeling mellem voksenog børneinitierede aktiviteter
- KKFO’erne skal sikre, at børn som er i en udsat position, mødes med passende udfordringer og positive forventninger i gode pædagogiske læringsmiljøer og i børnefællesskabet. Det pædagogiske personale i KKFO’en har ansvar for at støtte børn med udfordringer og sikre, at alle er med i fællesskabet
- KKFO’erne og skolen skal udvikle et fælles børnesyn, med det formål at skabe stærke inkluderende fællesskaber, som alle børn er en del af. Samarbejdet mellem KKFO’en og skolen skal være præget af ligeværdighed og tillid, hvor de fælles indsatser skaber sammenhængene og gode tilbud til børnene
- KKFO’erne skal sammen med skolen skabe en sammenhængende overgang mellem skolens undervisningsdel og KKFO’en, ligesom de – sammen med børnehaverne - skal skabe en god og tryg overgang fra børnehave til KKFO
- I forældresamarbejdet skal der være fokus på hvordan, der kan samarbejdes om barnets og børnegruppens trivsel og læring på tværs af KKFO, skole og hjem. Forældresamarbejde skal være præget af ligeværdighed mellem forældre, skole og KKFO
- KKFO’erne skal også fremme lokale fællesskaber ved f.eks. at skabe kendskab til og samspil med andre typer af fritidstilbud, herunder idrætsforeninger og kulturtilbud.
Dokumenter