Dagens gang
Morgenåbning: Vi har morgenåbning for alle institutionens børn hver dag kl. 6:30-7:50 i cafeen på 2 sal. For de børn, der kommer tidligt, er der mulighed for at spise morgenmad. Vi sender børnene i skole kl. 7:50.
Efter skole: Når børnene har fri fra skole, tjekker de sig ind på ipads. De voksne søger for at alle er til stede og har forældre ikke givet besked om fravær på Aula bliver forældrene ringet op.
Tavlen: I cafeen orienterer børnene sig om hvilke rum der er er åbne samt hvilke voksne der er hvor. Børnene kan også se hvilke særlige aktiviteter der er i løbet af dagen.
Aktivitetskalender: Ca. en gang om måneden udsender KKFO’en en aktivitetskalender på Aula hvor forældre og børn kan orientere sig om institutionens forskellige aktivitestilbud.
Café: Til hverdag tilbyder vi børnene mad mellem ca. kl. 14:00 og 15:30
Der vil være en til to voksen, som står for maden, som hjælper, hygger og snakker med børnene, mens de spiser. Cafémaden er et lille mellemmåltid, som kan bestå af frugt, grønt, brød eller lignende og skal ikke betragtes, som en erstatning for et helt måltid. Det er altid en god idé, at dit barn har lidt ekstra mad/frugt med til eftermiddagen. Der er altid en voksen i cafeen og det er også her man kan få noget plaster, noget koldt eller en krammer. Fra kl. 16:30 trækker alle op i cafeen
Fødselsdage: Afholdes i skolen. I maj forløbet afholder vi fællesfødselsdage en gang om måneden. I skal ikke havde noget med, vi giver is og synger fødselsdagssang
Leg: Legen er det psykiske rum, hvor børn får ro til at forholde sig til og bearbejde de forventninger, krav og indtryk de møder. Leg er fantasi og fordybelse, den er grundlaget for venskaber og udvikling af sociale kompetencer.
Vi sørger for at børnene bliver bekendt med tur- og aktivitetstilbud, så de er i stand til at træffe nogle kvalificerede valg om, hvordan de har lyst til at bruge deres fritid. Nogle børn vil meget gerne deltage i de aktiviteter som vi planlægger, andre vil helst bare lege.
Institutionen er rammen om børnenes fritid, og vi mener, at de i høj grad selv skal kunne bestemme, hvad de har lyst til at lave – de må gerne ”bare” lege. Det er børnenes frie tid – og det værner vi om.
Værksteder: Vi har 2 krea-værksteder, med mulighed for at fordybe sig i små og store kreative projekter. Her eksperimenteres med forskellige materialer, teknikker og udtryksformer.
Fysiske aktiviteter og idræt: Børn har brug for at bruge deres kroppe. Dette er der bl.a. mulighed for på legepladsen og i salen, som vi lejlighedsvis benytter om eftermiddagen. Fysiske aktiviteter og idræt er med til at styrke børnenes kropsbevidsthed, motoriske udvikling samt fællesskabet.
Ture: Da børnene til hverdag først kommer fra skole fra 12:50, er det begrænset, hvor langt vi kan tage på tur. Ture til steder, der ligger længere væk, er derfor kun mulige i skoleferierne, hvilket vi benytter os af.